Det er interessant at følge det seneste årtis offentlige debat om atomkraft som mulig del af fremtidens energisystemer. Men samtidig er debatniveauet ofte overfladisk og unødigt polariserende – synes jeg. Dette notat giver mit bud på, hvad der er de vigtigste skillelinjer i debatten, og hvad man bør være opmærksom på, hvis man som debattør vil skelne mellem fakta, skræmme- og reklamekampagner. God fornøjelse!

Rasmus Skov Larsen, cand.mag. i historie og samfundsfag, master i miljøvurdering.

raskolar@tjoernbjerg.dk

Atomkraft er mange ting

Debatten om atomkraft – især online – er ofte præget af skyttegravskrige og uforbeholdne meninger. Et gennemgående problem er, at mange debattører betragter ”atomkraft” som én teknologi med de samme fordele og ulemper, uanset tid og sted.

Atomkraft er en fællesbetegnelse for en række teknologier, der handler om direkte at bruge fissions- eller fusionsprocesser i atomkerner som energikilde. De forskellige typer af nutidig og fremtidig teknologi kan have markant forskellige egenskaber, når det handler om økonomi, sikkerhed, affald og skalerbarhed.

Der er forskel på, hvor egnede forskellige geografiske områder er til atomkraft, ligesom det ikke er alle områder, der egner sig til havvindmøller. Geografien i sig selv har betydning for, om det er muligt at skaffe kølevand fra have eller floder, om brændstoffet skal importeres eller ej og om der er plads i landskabet til konkurrende energikilder.

Politiske og samfundsmæssige forhold, f.eks. niveauet af pressefrihed eller korruption, kan have betydning for forholdene ved minedrift og håndtering af affald.

Økonomien påvirkes af, hvilke andre energikilder der indgår i de lokale energisystemer og i hvilket omfang. Atomkraft kan bedst betale sig, hvis kraftværkerne får lov til at producere en ensartet mængde elektricitet, mens udsving i efterspørgslen dækkes af regulerbare energikilder som vandkraft – men ikke sol- og vindenergi, som selv kræver regulerbare energikilder til backup. Typisk klarer atomkraft sig også bedre i energisystemer med en høj grad af statslig planlægning og finansiering end på de liberaliserede elmarkeder, der er blevet udbredt i de vestlige lande gennem de seneste årtier.

Man kan ikke uden videre bruge én tidsperiode som målestok for debatten om atomkraft i andre perioder, hvor der ikke nødvendigvis var adgang til de samme informationer og hvor andre tidstypiske problemer kan have domineret den offentlige debat.

Historisk baggrund

I 1950’erne og -60’erne var der en udbredt bekymring om farerne ved atomvåben. Til gengæld var der bred opbakning til fredelig udnyttelse af atomenergi. De fleste beslutningstagere forventede, at det ville blive fremtidens vigtigste energiform på

verdensplan. Både udviklingen og udbygningen skete dog langsomt, bl.a. fordi industrierne i begyndelsen havde svært ved at leve op til de krav om præcision og kvalitet i det tekniske udstyr, som er en forudsætning for atomkraftværker. Dog fik Storbritannien opført en række atomkraftværker allerede i midten af 1960’erne.

Efter den første oliekrise i 1973 blev et stort antal atomkraftværker planlagt og opført frem til slutningen af 1980’erne, i USA, Canada, Europa og Japan. Selvom Sovjetunionen havde store mængder fossil energi og derfor ikke på samme måde var berørt af oliekrisen, fandt der her en tilsvarende udbygning af atomkraft sted. Omkring 1990 bidrog atomkraft med ca. 17 % af verdens elforsyning.

I samme periode opstod dog også usikkerhed om atomkraftens fremtid. De fleste vestlige lande oplevede bølger af lokal og græsrodsbaseret modstand mod atomkraft. Modstanden blev forstærket af ulykkerne på Tremileøen (Pennsylvania, USA) i 1979 og i Tjernobyl (Ukraine, USSR) i 1986 – og af en generel mistillid til politikere og myndigheder efter Vietnamkrigen og Watergate i USA. Det fik samtidig medier i den vestlige verden til ihærdigt at dække en række mindre uheld og tegn på manglende sikkerhed i atomindustrien generelt.

Fra midten af 1970’erne begyndte de fleste ikke-sovjetkommunistiske venstrefløjspartier i Europa at være imod atomkraft, samtidig med at der blev dannet nye grønne partier, der altid havde atomkraftmodstand på dagsordenen. I Sverige og Østrig var borgerlige partier dog den vigtigste drivkraft i modstanden.

I Danmark var den vigtigste organisation af modstandere OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft), som nedlagde sig selv i 2000. En mindre organisation af tilhængere, REO (REel Oplysning om atomkraft), var aktiv i samme periode som OOA. Den eksisterer stadig, men fylder ikke meget i nutidens atomdebat.

I 1985 vedtog et flertal i det danske Folketing udenom regeringen en beslutning om, at atomkraft ikke skulle indgå i fremtidig dansk energiplanlægning. Argumenterne var

– at atomkraftværker i Danmark ville ligge for tæt på beboede områder i tilfælde af radioaktive udslip,

– at der stadig var uenighed om, hvorvidt atomaffald kunne deponeres i undergrunden på tilstrækkelig sikker vis,

– at transport af radioaktive materialer gav anledning til problemer,

– at import af uran fortsat ville gøre Danmark afhængig af udenlandske leverandører

– og at naturgas fra Nordsøen og vindenergi var gode alternativer til atomkraftværker i Danmark.

En folketingsbeslutning er ikke en lov. Til trods for dette har beslutningen siden ført til en udbredt forestilling hos danske journalister og politikere om, at der findes et ”forbud” mod atomkraft i Danmark, og at man kan bane vejen for at opføre atomkraftværker på dansk grund ved at ”ophæve” det fiktive forbud.

Omkring år 2000 blev der opført en række atomkraftværker i Sydkorea. Derefter har udbygningen på verdensplan især fundet sted i Kina og Rusland samt i mindre omfang i Indien og en række tredjeverdenslande. I de fleste vestlige lande er antallet af atomkraftværker stagneret eller gået tilbage. Ca. en tredjedel af verdens produktion af atomenergi finder dog stadig sted i USA.

I Frankrig svarer produktionen af atomenergi til knapt 25 % af energiforbruget eller ca. 70-80 % af elforbruget. Elektricitet udgør ca. en tredjedel af energiforbruget generelt; andelen vil stige markant i takt med den grønne omstilling. Omvendt har nogle vestlige lande helt udfaset atomkraft, heriblandt Tyskland. Sverige har omgjort en tidligere beslutning fra 1980 om at udfase atomkraft over en periode på 25 år.

Der findes lidt under 500 atomreaktorer i verden. De er alle faststofreaktorer, hvor brændstoffet består af brændselsstave, typisk af uran-238 med 3-5 % af det spaltbare uran-235. Nutidens atomkraft udgør ca. 10 % af den globale elforsyning (eller 3-4 % af den globale energiforsyning).

Efter år 2000 er der i mange lande gradvist opstået en fornyet interesse for atomkraft, selvom der endnu langtfra har været tale om en ”renæssance” på niveau med udbygningen i 1970’erne og -80’erne. To vigtige årsager til interessen er den øgede bevidsthed om klimakrisen og farerne ved partikelforurening. Begge er gode argumenter for at udfase brugen af fossile brændstoffer snarest muligt.

Atomenergi er langt mindre klimabelastende end fossil energi; typisk lidt mere end vindenergi. Den vigtigste variabel er den CO2-udledning, som er forbundet med minedriften. Hvis uran kommer fra Canada eller Australien, er CO2-udledningen relativt lav. Hvis det kommer fra Kasakhstan, er udledningen relativt høj, men stadig langt fra den fossile udledning.

I 1970’erne blev fossile brændstoffer som kul og naturgas stadig betragtet som gode alternativer til de mulige sikkerhedsproblemer med atomkraft og til importeret olie. Dengang opfattede de fleste ikke klimaændringer som et væsentligt problem; den store oplevede risiko var energimangel.

Svagheder ved nutidens atomdebat i Danmark

I nyere tid er ”atomkraft i Danmark” især blevet støttet af partierne Liberal Alliance og Nye Borgerlige samt en række andre primært borgerlige politikere og en blandet skare af ildsjæle. Også Kristendemokraterne forsøgte i nogle år at gøre ”atomkraft i Danmark” til en mærkesag, der kunne samle enkeltsagsvælgere nok til at få partiet over spærregrænsen – dog uden held.

Udover politikere er ”atomkraft i Danmark”-debatten centreret om foreningen ”Atomkraft Ja Tak”. Foreningens formelle mål er at (gen)starte en debat om atomkraft på et rationelt grundlag, men i praksis svækkes målet af, at de enten fleste eller mest aktive medlemmer har som målsætning, at der skal bygges atomkraftværker i Danmark, uanset hvad. Denne platform er god til at mobilisere tilhængere, men gør også, at debatten ofte udvikler sig til unuancerede skyttegravskrige, især på nettet.

En mere frugtbar opbakning til atomkraft ville bygge på et agnostisk syn på, hvor kraftværkerne placeres, og fokusere på forskning og udbygning i områder, hvor de politiske og geografiske forhold i forvejen er gunstige, f.eks. i Frankrig, Sydkorea eller Kina.

Typisk har tilhængere af ”atomkraft i Danmark” en stor viden om reaktorteknologi, men begrænset viden om energisystemer, økonomi og atomdebattens historiske baggrund.

En del af tilhængerne har en principiel modstand mod sol- og vindenergi og dermed også den faktiske grønne omstilling i Danmark. I nogle tilfælde skyldes det, at de betragter et globalt og lokalt energisystem drevet af ren atomenergi som det mest ”rationelle”. Atomkraft kræver mindre areal end alle andre energikilder og forholdsvis små materialestrømme, og brændstoffet har et meget begrænset rumfang i forhold til dets indhold af energi.

I andre tilfælde er modstanden mod sol- og vindenergi politisk motiveret. Hvis tilhængerne af ”atomkraft i Danmark” er liberalister eller nationalkonservative, vil de ofte associere sol og vind med venstreorienterede grupperinger, som i forvejen er deres hovedmodstander i de fleste andre politiske spørgsmål.

Den nationalkonservative del af tilhængerne har endnu en grund til sol- og vindmodstand, nemlig at et energisystem baseret på disse energikilder forudsætter et tæt samspil mellem elnettene på tværs af landegrænser. Hvis vi i fremtiden skal udnytte solceller og vindmøller i langt større grad end i dag, er vi også nødt til at planlægge en tæt integration mellem forskellige landes energinet, så den varierende energiproduktion kan forsynes med backup fra andre lande. En sådan udvikling er både svær at forene med EU-modstand og et udbredt nationalkonservativt ideal om, at Danmark bør have et uafhængigt energisystem (ø-drift).

Et dansk atomkraftværk ville stadig være afhængigt af importeret brændstof. Enkelte nationalkonservative debattører kommer udenom dette problem ved at antage, at Grønland stadig er en dansk koloni uden selvstyre, og at Danmark derved kan blive selvforsynende med uran ved at udvinde det i Grønland.

I nogle kredse bliver atomkraft betragtet som en mirakelløsning, der kan træde i stedet for resten af den foreslåede grønne omstilling og dermed sikre, at status quo bevares på alle andre områder i samfundet. Argumentet er, at vi kan undgå øget politisk regulering og en dyr udbygning af elnettet og fortsætte med et højt kødforbrug og hyppige charterferier, hvis blot vi lader atomkraft være den dominerende energiforsyning på verdensplan. Samtidig skal Nord-Syd-problematikken løses ved en fortsat eksponentiel økonomisk vækst og tilsvarende vækst i energiforbruget, som med tiden trækker ulandene ud af fattigdom. Midlet til dette er så igen atomkraft, hvor der angiveligt ikke er nogle begrænsninger på, hvor meget energi vi kan producere.

Bandt modstandere af sol- og vindenergi findes også et mindretal, der benægter, at klimakrisen overhovedet eksisterer. Her bliver miljøargumentet for atomkraft typisk drejet til, at det er partikelforurening alene, der gør, at vi skal udfase de fossile brændstoffer.

Tilhængere af ”atomkraft i Danmark” fremstår stærkest, når de argumenterer imod de gamle argumenter om sikkerhed og affaldshåndtering. En del atomkraftmodstandere fra ”den gamle garde” bruger stadig de samme argumenter som i 1970’erne og -80’erne uden at forholde sig til udviklingen siden da. Imidlertid handler de nyere barrierer for atomkraft først og fremmest om økonomi og konkurrencen med andre energiteknologier – som også har udviklet sig siden dengang.

Sikkerhed

På globalt plan er sikkerhedsstatistikken for atomkraft blevet stadig bedre i de seneste 50 år. Ulykken i Fukushima i 2011 trækker ned, men derudover har der kun været få radioaktive udslip og ulykker siden 1980’erne. De fleste af dem har haft meget begrænsede konsekvenser.

Går vi længere tilbage i tiden, har der været en række hele eller delvise nedsmeltninger af atomreaktorer, bl.a. forsøgsreaktorerne SL-1 i Idaho i 1961 og Fermi 1 nær Detroit i 1966, en reaktor på den sovjetiske isbryder Lenin i 1966, en reaktor nær Leningrad i 1975 og på Tremileøen i Pennsylvania, USA i 1979. Andre kendte atomulykker og med flere ofre er en brand i det britiske plutoniumsværk Windscale og en eksplosion på det sovjetiske plutoniumsværk Mayak i Kysjtym. Begge anlæg var militære og begge ulykker fandt sted i 1957. Den hidtil værste ulykke med en atomreaktor – Tjernobyl i 1986 – havde omstændigheder og reaktordesign, som adskilte sig markant fra de fleste andre reaktorer i verden. Derfor er Tjernobyl et dårligt argument imod ”atomkraft som sådan”.

I slutningen af 1960’erne diskuterede nogle atomfysikere den teoretiske mulighed for, at en nedsmeltning af en reaktor kunne føre til et Kina-syndrom – at den flydende kerne kunne smelte sig gennem bunden af atomkraftværket og fortsætte ned i jorden, hvor dens kontakt med grundvandet ville skabe enorme mængder af livsfarlig radioaktiv damp. I den offentlige debat blev dette i løbet af 1970’erne og -80’erne synonymt med ”den værst tænkelige ulykke” på et atomkraftværk, især efter filmen ”Kinasyndromet” fra 1979. Denne film havde premiere kort før den virkelige ulykke på Tremileøen og var med til at udbrede en forestilling om, at en nedsmeltning altid eller som regel vil føre til et Kina-syndrom, og at dette udgør den største risiko ved atomkraftværker. De fleste af virkelighedens nedsmeltninger har ikke været i nærheden af et Kina-syndrom. Det tætteste var Tjernobyl, hvor der blev udgravet et kammer under reaktorbygningen for at hindre resterne af kernen i at nå grundvandet. Den nåede dog at køle ned forinden.

I 2011 nedsmeltede tre reaktorer på atomkraftværket Fukushima Daiichi i Japan, efter at en tsunami havde sat både værkets kølesystemer og nødgeneratorer ud af kraft. Skaderne omkring Fukushima var omfattende men først og fremmest økonomiske og psykologiske. Kun en håndfuld arbejdere på anlægget har senere fået kræft som følge af atomulykken. Selve tsunamien og jordskælvet, som udløste den, førte til over 18.000 dødsfald.

De japanske myndigheders evakuering af lokalbefolkningen har været kritiseret for at koste flere liv end atomulykken. Evakueringen fandt dog sted i samarbejde med Det Internationale Atomagentur og efter dets anbefalinger. De mulige værstefaldsscenarier i situationen gjorde, at det ville have været uansvarligt ikke at evakuere. Eksempelvis kunne vindretningen have ændret sig, så det radioaktive udslip blæste ind over land i stedet for ud over Stillehavet.

Ulykken i Fukushima gav anledning til en ny men kortvarig bølge af modstand mod atomkraft, baseret på et argument om, at der altid kan ske uforudsete ting, der kan føre til ulykker – også på atomkraftværker, der er baseret på ”normal”/vestlig teknologi, i modsætning til kraftværkerne i Sovjetunionen. Men det oplagte modargument er, at andre atomkraftværker næppe vil blive ramt af omstændigheder, der svarer til tsunamien i 2011.

Globalt er vi meget langt fra den bølge af uundgåelige atomulykker, som mange modstandere af atomkraft frygtede i 1980’erne. Med i billedet hører naturligvis også, at kraftværkernes sikkerhedssystemer er blevet stadig bedre over tid. Således er de senest opførte reaktorer i Frankrig og Finland udstyret med forskellige systemer, der automatisk kan slukke reaktoren, samt kar (core catchers), der i tilfælde af en nedsmeltning automatisk vil opfange det smeltede materiale, før det kommer i kontakt med andre dele af bygningen.

Der har heller ikke været nogen påviselig bølge af mutationer, kræfttilfælde eller misdannede børn i områder, der ligger nær atomkraftværker – en anden bekymring, der tidligere var udbredt. Om end antallet af kræfttilfælde blandt uranminearbejdere traditionelt har været højt på grund af radon i dårligt ventilerede miner.

Risikoen for atomterrorisme har været en tredje udbredt bekymring, som blev fornyet i de første år efter terrorangrebet i New York i 2001. Men selvom der har været flere forsøg på atomterrorisme og sabotage af atomkraftværker, bl.a. i Spanien omkring 1980, har konsekvenserne været overskuelige. Ingen terrororganisation har endnu konstrueret eller sprængt en atombombe eller en ”beskidt” bombe, som spreder radioaktivt materiale vha. almindeligt sprængstof. Ligeledes har ingen endnu haft succes med bevidst at skabe en større ulykke på et atomkraftværk.

Atomaffald

Spørgsmålet om, hvordan vi håndterer højradioaktivt affald (brugt atombrændsel), har fyldt meget i atomdebatten gennem de seneste 50 år.

Lavradioaktivt affald er tøj, klude, metalstykker og andet, som ikke er særlig radioaktivt og udgør langt størstedelen af det radioaktive affald fra atomindustrien.

Indenfor debatten om atomaffald er der to modsatrettede holdninger:

1) Affaldet skal deponeres et sted, hvor det er muligt at få fat i det igen. Enten fordi der kan vise sig at opstå bedre opbevaringsmuligheder i fremtiden. Eller fordi affaldet kan vise sig at være en værdifuld ressource – typisk fordi uran-238 vil kunne omdannes til brændstof i form af plutonium.

2) Affaldet skal deponeres på geologisk stabile steder, hvor det er så svært som overhovedet muligt at få fat i det igen. Her skal det kunne ligge uforstyrret i 100.000 år, til strålingen er aftaget så meget, at affaldet reelt er ufarligt.

I 1970’erne fandtes der endnu ingen praktiske eksempler på løsninger, hvor man deponerer affaldet på svært tilgængelige steder i undergrunden. Til gengæld fandtes der mange eksempler på sløset håndtering af atomaffald, f.eks. forsøg på at fortynde det ved at dumpe affaldet i havet. Denne praksis blev først forbudt i 1983.

Siden da har Finland etableret et underjordisk lager til slutdeponi og Sverige er godt på vej med en tilsvarende løsning. I dag er det derfor lettere at argumentere for, at affaldsproblemet ikke er uløseligt men et spørgsmål om politisk vilje – og geologisk stabilitet. NIMBY er dog stadig en væsentlig udfordring i mange vestlige lande. I 1990’erne opgav USA sine tidligere planer om at deponere atomaffald i Yucca-bjergene i Nevada som følge af lokal modstand. Lige nu har USA ikke valgt noget alternativt sted til slutdeponi. Globalt findes der også mange stater, ikke mindst diktaturer, hvor man kan sætte spørgsmålstegn ved viljen eller evnen til at behandle affaldet forsvarligt.

Et svagt men udbredt Facebook-argument er, at atomaffald og især det højradioaktive affald ikke fylder særlig meget og derfor blot kan ignoreres eller ”ligge hjemme hos mig”. Ingen regeringer eller myndigheder bruger dog (officielt) den tilgang.

Enkelte debattører tror i øvrigt, at halveringstid er den tid der går, før affaldet er helt ufarligt. Det er en misforståelse: Halveringstid er den tid der går, før strålingsniveauet er halveret i forhold til det oprindelige.

Nogle tilhængere af ”atomkraft generelt” har forsøgt at bruge de store mængder af glasfiberaffald fra vindmøller som et ”same-to-you”-argument imod disse. Det er dog svært at sammenligne med atomaffald, da der er tale om to meget forskellige affaldstyper med forskellige egenskaber – rumfang vs. risici ved stråling. I øvrigt producerer samfundet store mængder affald inkl. deponiaffald i det hele taget. Det kan derfor let virke dobbeltmoralsk, hvis man kun bekymrer sig om den delmængde af affaldet, der stammer fra vindmøller. Især da adskillige fortalere for atomkraft bruger den som argument for ubegrænset økonomisk vækst og dermed i praksis stadigt voksende ressource- og affaldsstrømme.

Økonomiske udfordringer

Den største udfordring for nutidens atomkraft er dens generelt dårlige økonomi.

Siden perioden med Reagan/Thatcher i 1980’erne og især efter Sovjetunionens sammenbrud har der været en udbredt begejstring for markedsbaseret udvikling i den vestlige verden. Omkring år 2000 blev der etableret liberaliserede elmarkeder, hvor private investorer driver en stor del af udviklingen. Men et atomkraftværk kræver store investeringer på kort sigt, begynder først at give overskud, når værket er helt færdigt, og har en lang tilbagebetalingstid. Derfor er atomkraft ikke særlig attraktivt for private virksomheder, medmindre der er mulighed for økonomisk statsstøtte eller garanterede mindstepriser for elektricitet.

Samtidig er der opstået mange nye og forholdsvis billige energikilder, som konkurrerer om investorernes opmærksomhed. Det gælder både vedvarende energikilder som sol og vind og fossile energikilder som natur- og skifergas.

Investeringen i et atomkraftværk bliver normalt indhentet ved, at det færdige kraftværk kan producere en konstant mængde elektricitet i årtier med begrænsede udgifter til vedligeholdelse og brændstof. Atomkraft passer derfor godt til den traditionelle ide om grundlast, hvor store kraftværker producerer en stabil mængde energi, der svarer til samfundets minimumsforbrug. Mindre og regulerbare energikilder dækker derpå udsving i efterspørgslen.

En fremtid med stadig større mængder sol og vind er primært baseret på backup fremfor grundlast: Det er ikke enkeltstående kraftværker eller bestemte energikilder, der her skal garantere energiforsyningen men derimod energisystemet som helhed. Sol og vind leverer en varierende andel af produktionen og resten af efterspørgslen dækkes med en blanding af regulerbare energikilder (som vandkraft og biogas), energilagring (batterier og power-to-X) og bedre samspil mellem elnettene over større geografiske afstande.

Hvis et atomkraftværk skal fungere som backup og skrue op og ned for produktionen på timebasis, forsvinder en stor del af de potentielle indtægter.

Atomkraft har i dag et catch-22-problem, hvor den begrænsede opbakning fra investorer og politikere skaber en situation, som er præget af forsigtighed og uvilje til at investere i mere end et enkelt eller ganske få værker ad gangen – hvilket øger omkostningerne og svækker opbakningen. Når omkostninger ved nyopførte atomkraftværker var lavere i 1970’ernes Frankrig end i dag, var en af årsagerne, at der blev bygget mange af dem på én gang som følge af statslig planlægning.

Dertil kommer de stigende krav til sikkerheden, som også har gjort atomkraft dyrere over tid.

I forhold til USA findes der en hypotese om, at den relativt svage regulering af det amerikanske marked for energi har ført til en situation, hvor uenigheder om f.eks. ansvaret for sikkerhed oftere afgøres i retten end af myndigheder. Det kan være medvirkende til, at nyere byggerier af atomkraftværker i en række tilfælde er blevet stærkt forsinket og fordyret og i nogle tilfælde har måttet opgives helt.

Det er uvist, om det får nogen betydning for udbygningen af atomkraft i EU, at atomkraft er taget med i EU’s taksonomi over ”grønne investeringer”. Det som typisk afholder private investorer fra at investere i atomkraft, er ikke usikkerhed om, hvorvidt teknologien er ”grøn” eller ej men konkurrence fra andre energikilder med højere udbytte og kortere tilbagebetalingstid.

Nogle debattører opfordrer til at støtte atomkraft ved at købe el fra atomkraftværker. I praksis kan man dog ikke selv vælge, hvorfra den elektricitet, man bruger, skal komme fra. Jo tættere man bor på et atomkraftværk eller elledninger fra et land med atomkraft, jo større sandsynlighed er der for, at man bruger elektricitet, der er fremstillet på denne måde. Der bliver ikke produceret mere eller mindre el fra atomkraftværker, blot fordi man som forbruger vælger et selskab, der reklamerer med atomstrøm. Det de sælger, er certifikater på, at atomkraftværker et eller andet sted i verden har produceret en mængde elektricitet, svarende til køberens forbrug. Når man køber disse certifikater, giver man indirekte et ekstra beløb til producenterne, men i praksis er det så lavt, at det ikke gør nogen forskel for deres planlægning.

Apropos certifikater: Det gør heller ingen påviselig forskel, om man køber ”grøn el” fra vindenergi eller ej. Også her er merprisen så lav, at ekstraindtægter fra salg af VE-certifikater ikke er udslagsgivende for, om investorer vil skyde penge i nye vindmøller.

Udfordringer ved sol og vind vs. atomkraft

I den offentlige debat møder man ofte en påstand om, at FN’s Klimapanel ”anbefaler” atomkraft generelt og derfor også i Danmark. Dette er ikke tilfældet. Klimapanelet anbefaler ikke bestemte sammensætninger af energikilder i enkelte lande. Til gengæld har det udgivet et kvalificeret bud på, hvordan fremtidens globale energiforsyning kan se ud, hvis den fossile energi udfases. Her vokser sol, vind og biomasse eksplosivt (med en 20-dobling af produktionen), mens atomkraft og vandkraft oplever en mindre men stadig massiv fremgang (med en 5-6-dobling af produktionen).

En ulempe ved store mængder af sol og vind i energisystemet er, at det både kræver en kraftig udbygning af elnettene og lagringsteknologier som power-to-X, der uundgåeligt giver et betydeligt energitab, hvilket igen kræver endnu flere solceller og vindmøller med dertil hørende arealforbrug. Det er dog næppe muligt at undgå power-to-X til f.eks. transportsektoren, uanset om vi bruger atomkraft eller sol og vind.

Det er ikke muligt at sige præcist, hvor stor en andel af energiproduktionen sol- og vindenergi kan fylde, før omkostningerne ved det samlede energisystem begynder at vokse mærkbart. Det afhænger også af, hvilke endnu ukendt udvikling i teknikken, vi kommer til at opleve, og hvilke beslutninger om investeringer, der er politisk vilje til at foretage. I Danmark og Tyskland er den vedvarende energi foreløbig nået op på 40 hhv. 30 % af elproduktionen uden større problemer. Det tyske elnet fungerer dog ofte som flaskehals, da de svage forbindelser mellem Nord- og Sydtyskland gør, at kun en lille del af energien kan sendes videre mellem Nord og Syd. Men det kan diskuteres, om dette reelt er et argument imod sol- og vindenergi, eller om det blot er udtryk for kortsigtet tænkning hos de tyske politikere, der har forsømt at investere i elnettet.

Nogle debattører hævder, at historien viser, at atomkraft kan udbygges langt hurtigere end sol- og vindenergi. Begrundelsen er, at Frankrigs udbygning af atomkraft i 1970’erne og -80’erne gav større reduktioner i mængden af udledt CO2 i forhold til forbruget end noget lands udbygning af vedvarende energi i ethvert andet tilsvarende tidsrum. Dette argument bygger dog på den fejlslutning, at den hidtil langsomme udbygning af VE skyldes en øvre grænse for, hvor hurtigt VE kan udbygges i det hele taget. Men VE er først for nylig blevet konkurrencedygtigt i forhold til fossil energi. Atomkraft har fået langt mere statsstøtte og politisk opbakning i adskillige årtier, hvor sol og vind kun blev anset for at være marginale energikilder.

Et langt bedre argument for atomkraft er, at det har et meget lavt arealforbrug i forhold til andre energikilder. I fremtiden kommer areal til at betyde stadig mere, da både naturgenopretning og mange af løsningerne på klimakrisen kræver plads. Det gælder således plantning af skov til CO2-optag eller produktion af træ til CO2-neutralt byggeri. Jo mindre areal, energiproduktionen kræver, jo mere areal kan afsættes til andre formål.

Udfasning af eksisterende atomkraft?

Energiewende i Tyskland (oprindelig kaldt Energiekonzept) kritiseres ofte for at have modarbejdet den grønne omstilling ved at gå ud på både at udfase atomkraft og omstille til vedvarende energi på samme tid. Og på den ene side er det korrekt, at Tyskland nok kunne være nået længere med den grønne omstilling, hvis dets regeringer havde prioriteret at udfase kulkraftværker i stedet for atomkraftværker. De sidste tyske atomkraftværker blev lukket i 2023.

På den anden side bliver udfasningens problemer ofte overdrevet i debatten. Energiewende har været i gang i over 20 år, og sideløbende med udfasningen af atomkraft er andelen af sol- og vindenergi i Tyskland steget og andelen af fossil energi faldet i de fleste af årene, selvom man kan kritisere tempoet. En del af historien er også, at den oprindelige beslutning om at udfase atomkraft blev taget af en socialdemokratisk/grøn regering i 2002, og at senere både socialdemokratiske og konservative regeringer i Tyskland har haft et meget svingende engagement i at fremme omstillingen.

Modstandere af atomkraft bruger sommetider et argument om, at udfasningen af atomkraft gavner den grønne omstilling, da de penge, der ellers skulle være gået til at vedligeholde atomkraftværkerne, nu i stedet kan bruges til at udbygge sol og vind. Det forudsætter dog, at der er tale om så store sparede midler, at de kan finansiere øget VE-produktion i et omgang, der modsvarer besparelsen. Og at pengene befinder sig i kasser, hvor de realistisk set vil blive investeret i VE. Endnu et problem ved at lukke et atomkraftværk før tid er, at en del af de investerede penge i opførelsen går tabt.

Når man diskuterer ”udfasning af atomkraft” er det en god ide at skelne mellem, om der er tale om at lukke værker ”før tid”, eller om de under alle omstændigheder skulle have været erstattet med andre værker pga. alder. Det er ofte muligt at levetidsforlænge atomkraftværker men ikke i uendelig tid. Hvis der er tale om udslidte værker, hvis produktion bliver erstattet med VE, kan der godt være en økonomisk fordel i at lukke et atomkraftværk, uden at det svækker den grønne omstilling. Men det kommer an på den konkrete situation.

Fremtidsudsigter

Sommetider omtales fremtidens atomreaktorer som ”fjerde generation”. Udtrykket stammer fra denne opdeling af reaktorerne:

1G er de første prototyper, der blev udviklet i 1950’erne.

2G udgør hovedparten af de eksisterende reaktorer. De fleste stammer fra den store atomkraftbølge i 1970’erne og -80’erne. 2G-reaktører befinder sig især i USA og Europa, og opstilles fortsat i Rusland og Kina.

3G er nyere reaktorer, der er forbedret på en række områder, bl.a. med passiv sikkerhed, der skal sikre, at de automatisk lukker ned, hvis de ikke længere får tilført elektricitet eller kølevand. De er opstillet fra 1990’erne og frem, især i Sydkorea men også andre steder. Eksempler er de nye EPR-reaktorer i Frankrig og Finland. Nogle opdeler 3G i en første bølge og 3G+, som er forbedrede udgaver af den samme teknologi fra 2010’erne.

Samtidig er 2G-reaktorerne dog blevet forbedret undervejs med bl.a. nye sikkerhedssystemer, og i praksis kan forskellen mellem 2G, 3G og 3G+ være flydende.

4G er påtænkte reaktorer, der endnu kun er på tegnebrættet eller højest findes som forsøgsreaktorer. Nogle af de foreslåede designs er formeringsreaktorer med plutonium som brændstof, andre er traditionelle reaktorer med et smartere kølesystem. De mest omtalte 4G-reaktorer er saltreaktorer, også kaldet saltsmeltereaktorer eller smeltesaltreaktorer. Her er brændstoffet opløst i flydende salt. Saltreaktorer kan designes til at bruge uran-235 eller plutonium-239, men den bedst kendte mulighed er uran-233, baseret på thorium.

Der findes også ideer om at bruge flydende salt som kølemiddel til faststofreaktorer. Men det er en anden teknologi.

I debatten om 4G-reaktorer bliver tre forskellige teknologier ofte blandet sammen. Den første handler om at bruge saltreaktorer i stedet for faststofreaktorer. Den anden handler om at lade brændstoffet være uran-233 i stedet for uran-235, hvilket både kan ske vha. en saltreaktor og en faststofreaktor. Den tredje handler om at producere mindre reaktorer i et større antal, såkaldt små modulære reaktorer. De kan være salt- eller faststofreaktorer og kan anvende uran-233, uran-235 eller plutonium-239.

På engelsk: MSR = Molten Salt Reactor. SMR = Small Modular Reactor.

Saltreaktorer

Der er en række teoretiske fordele ved saltreaktorer:

– Sikkerheden vil være optimal. Det vil være muligt at beregne på forhånd, hvordan saltet bevæger sig, hvis det skulle slippe ud i forbindelse med en skade på reaktoren. Derved kan reaktoren indrettes, så saltet spredes på en måde, der får de radioaktive atomer til at ligge så langt fra hinanden, at kædereaktionen går i stå.

– og det betyder, at det er muligt at lave mindre atomkraftværker, da en saltreaktor ikke behøver en ekstra betonkappe for at hindre radioaktive udslip.

– Samtidig er det muligt løbende at udskifte det radioaktive salt, så reaktoren ikke behøver at standse, når den skal have nyt brændstof. Dette en udfordring for de fleste faststofreaktorer.
– Da saltreaktorer kan arbejde ved højere temperaturer end faststofreaktorer, vil de måske kunne producere varmt vand til fjernvarme.

Udfordringer ved en saltreaktor er, at saltet let får reaktoren til at ruste og at brændstoffet skal være meget rent for at ikke danne uønskede affaldsstoffer, som forhindrer reaktoren i at fungere eller giver problemer med affaldet. I 1960’erne blev der forsket i saltreaktorer i USA, som udløber af et tidligere, skrinlagt projekt i luftvåbenet, der handlede om at lave et atomdrevet bombefly. Men da atomkraften stod overfor sit kommercielle gennembrud i 1970’erne, var saltreaktorerne ikke tilstrækkelig udviklede til, at den amerikanske administration fandt det umagen værd at fortsætte med projektet.

Efter årtusindskiftet har flere virksomheder vist en fornyet interesse for at udvikle saltreaktorer, heriblandt to danske: Copenhagen Atomics og Saltfoss Energy (tidligere: Seaborg Technologies). I de seneste 15 år har de udviklet computermodeller, som kan bruges til at forudsige de tekniske udfordringer ved reaktorerne. Foreløbig er ingen af virksomhederne dog nået til at bygge forsøgsreaktorer, hvilket er nødvendigt for at kunne teste, hvordan deres designs vil fungere i praksis, og hvilke uforudsete børnesygdomme der skal håndteres. Det er derfor uvist, hvornår virksomhederne har en reaktor klar og hvordan økonomien i den vil hænge sammen. ”Forventninger” om, at teknologien vil være markedsmoden i f.eks. 2030 er i praksis værdiløse – selvom det virker sandsynligt, at en fungerende saltreaktor bliver udviklet i løbet af de næste årtier.

Atombrændstof

Grundlæggende er der tre måder, man kan bruge til at skaffe brændstof til fissionsenergi:

1) den traditionelle, hvor man udvinder uran fra miner. Det meste uran i undergrunden består af isotopen uran-238. Mindre end 1 % er uran-235, som kan spaltes i en atomreaktor. I de fleste tilfælde bliver uranen oparbejdet, så koncentrationen af uran-235 i det færdige brændstof når op på 3-5%.

Uran udvindes især i Canada, Australien, Rusland, Ukraine, Kasakhstan, Usbekistan, Niger, Namibia og Kina. Udvindingen kan foregå i åbne eller lukkede miner – eller ved såkaldt in situ-udvinding, hvor syre hældes ned i jordlagene med uran og efterhånden opløser dem. Efter nogle år suges syren op igen, nu med uranindhold. Dette kræver samtidig store mængder vand. Der findes en meget polariseret debat om, hvorvidt in situ-udvinding er mere eller mindre forurenende end andre former for udvinding.

Geopolitiske forhold, såsom forholdet mellem Rusland og de vestlige lande, giver særlige udfordringer for produktionskæderne.

Det vi i dag forstår som atomkraft, er pr. definition en overgangsteknologi. VE som sol og vind giver en begrænset mængde energi pr. dag, som til gengæld er stabil over milliarder af år. Ligesom fossile brændstoffer bygger atomkraft på oplagrede mængder af energi, som kan frembringes i store mængder på én gang, mod at brændstoffet slipper op hurtigere. Hvis nutidens form for atomkraft var vores dominerende energikilde, ville vi udtømme mængden af tilgængeligt uran-235 i løbet af få årtier.

Nogle debattører hævder, at vi kan skaffe ”uendelige” mængder af uran fra havvand. Imidlertid vil dette øge energiforbruget ved udvindingen betydeligt og derfor svække økonomien ved atomkraft. Det er usandsynligt, at denne metode vil kunne konkurrere med alternativerne.

2) man kan omdanne uran-238 til plutonium-239 i en formeringsreaktor og bruge sidstnævnte som brændstof. Det er som regel denne proces, der ligger bag argumenter om, at vi kan genbruge atomaffald. I 1950’erne og 1960’erne blev dette betragtet som den oplagte løsning på den mangel på uran-235, som ville indtræffe, når atomkraft for alvor blev udbredt. Da mængden af uran-238 er langt større end mængden af uran-235, vil plutonium baseret på de kendte reserver kunne opretholde en energiproduktion, som svarer til verdens nuværende energiforbrug i over 100.000 år.

De fleste forsøg med formeringsreaktorer blev dog indstillet i løbet af 1980’erne. Én årsag var reaktorernes dårlige økonomi. En anden var spredningsproblematikken: Plutonium-239 kan bruges til atomvåben og de eksisterende atommagter har en interesse i at være så få som muligt. En tredje årsag var frygt for atomterrorisme – jo mere plutonium der findes, jo større krav til bevogtning og sikkerhed. Modstandere af atomkraft i 1970’erne og -80’erne frygtede ”plutoniumsamfundet” som noget, der automatisk ville udvikle sig til en overvågningsstat.

Hvis man er en terrororganisation, vil det være lettere at fremstille en egentlig atombombe af uran, da plutonium kræver en såkaldt implosionsbombe og ikke blot en teknisk mere enkel kanonrørsbombe. Hvis man kan nøjes med en ”snavset” bombe med almindeligt sprængstof, gør det dog ikke den store forskel, om det radioaktive materiale er uran eller plutonium. Hvis man er en stat, der bruger missiler til at kunne fremføre atomvåben, har plutonium den fordel, at den nødvendige mængde til en atombombe vejer mindre end med uran-233 eller uran-235, hvorved missilet kan få længere rækkevidde.

I dag findes der kun en enkelt plutoniumbaseret formeringsreaktor, som er i brug i Rusland. Hvis ”genbrug af atomaffald” på de private markeder skal blive udbredt, vil det kræve en anden holdning til plutonium, end de fleste regeringer og myndigheder har i dag.

Omvendt kan man forestille sig atommagter, der i fremtiden lader deres militær bruge formeringsreaktorer og plutonium til energiproduktion, adskilt fra civilsamfundet. Årsagen vil være, at de i forvejen fremstiller og opbevarer plutonium til bomber, så hvorfor ikke også bruge det til noget nyttigt?

Nogle debattører omtaler fremtidige formeringsreaktorer som ”Waste Burners”. Reelt vil der dog ikke være tale om en måde at bortskaffe atomaffald på, da der under alle omstændigheder ender med at være højradioaktivt affald tilbage, som ikke har nogen praktisk værdi og derfor skal deponeres (eller ignoreres). Til gengæld kan ”genbruget” øge den tilgængelige mængde af brændstof – men hvis der er tale om at omdanne uran-238 til plutonium, følger også de nævnte ekstra udfordringer. Det betyder ikke nødvendigvis, at sikkerheden ikke kan sikres, hvis der er politisk vilje til det, men det koster penge.

3) man kan omdanne thorium-232 til spaltbart uran-233 ved at bestråle det med andre radioaktive kilder. Thorium i sig selv er svagt radioaktivt men kan ikke spaltes.

På længere sigt er der gode argumenter for, at fremtidens atomkraft drives med uran-233, baseret på thorium, snarere end plutonium, baseret på genbrugt uran-238. Thorium-232 findes i langt større mængder end uran-235. Uran-233 baseret på de kendte reserver af thorium vil i princippet kunne opretholde en energiproduktion svarende til verdens nuværende energiforbrug i over 100.000 år, ligesom plutonium men uden de samme ulemper.

Der er store forekomster af thorium i Indien, som derfor kan blive en vigtig eksportør af brændstof til reaktorer med uran-233.

I princippet kan uran-233 bruges til atomvåben, men sikkerheden er større end ved plutonium, bl.a. fordi uran-233 ikke nødvendigvis skal transporteres. Thorium behøver først at blive omdannet til uran-233, når det er anbragt i en reaktor, og behøver først at forlade reaktoren igen, når det er brugt og omdannet til affaldsproduktet uran-232. Denne isotop er stærkt radioaktiv, men det er her en fordel. Strålingen kan skade elektronisk udstyr og gør derfor uranet uegnet til våbenbrug og gør samtidig affaldet så svært at håndtere for uvedkommende, at det vil afskrække mulige terrorister.

Til gengæld er halveringstiden for uran-232 mindre end 70 år. Det betyder, at det højradioaktive affald kun behøver at blive deponeret i f.eks. 300 år og ikke 100.000 år. Det gør en stor forskel, når man skal finde geologisk stabile områder, hvor affaldet kan graves ned. Der er dog et forbehold: Argumentet om den relativt korte lagringstid holder kun, hvis affaldet består af rent uran-232. Det er endnu uvist, om det er muligt at lave en reaktor, der kun producerer uran-232 som affald eller om det er muligt og samtidig rentabelt at fjerne andre uønskede affaldsstoffer i forbindelse med driften.

Små, modulære reaktorer

Ideen er at mindske de økonomiske problemer ved traditionelle reaktorer ved at lave en serieproduktion af ”små” reaktorer på op til 300 MW, svarende til et mellemstort kraftværk. Serieproduktionen skal gøre det muligt at sænke prisen. Størrelsen skal gøre det lettere for reaktorerne at passe ind som brikker eller ”moduler” i et moderne energisystem, hvor skalerbarhed er vigtigt.

En af ideerne hos Saltfoss Energy og Copenhagen Atomics er at lave en reaktor, som – når den lægges ned – kan anbringes i en almindelig 40-fods-container og derfor er let at transportere. Det betyder ikke, at selve atomkraftværket bliver på størrelse med en container – snarere en idrætshal. På nettet har fotos af containere med påskriften ”WASTE BURNER” dog fået nogle debattører til at tro, at der er tale om et helt atomkraftværk, der kun fylder en container, og som kan transporteres rundt og kobles til nettet uden videre.

Et andet udbredt foto forestiller en lille metalkugle på størrelse med en tændstikæske. Den repræsenterer den mængde thorium, der skal til for at forsyne et menneske med den energi, der svarer til moderne vestlig levestandard i en hel levetid, når thoriummet omdannes til uran-233. Imidlertid betyder det ikke, at en kugle af thorium i sig selv kan producere elektricitet – eller for den sags skyld at et atomkraftværk kan ligge i en tændstikæske.

Ideen med serieproduktion er god, men der er stadig en række udfordringer ved små reaktorer:

For at kunne udnytte fordelene ved serieproduktion, skal der etableres én standard for designet – eller i hvert fald så få standarder som muligt. Hvis mange forskellige virksomheder vil udvikle små reaktorer med hver deres design, overlever de fleste næppe konkurrencen.

Selvom reaktorer alt andet lige vil være billigere ved serieproduktion, skal de stadig konkurrere med andre og sandsynligvis endnu billigere energikilder.

For at sætte gang i serieproduktionen skal der eksistere en efterspørgsel efter et stort antal reaktorer på samme tid. Hvis der kun produceres få af dem, vil økonomien ved de små reaktorer sandsynligvis være endnu ringere end ved de traditionelle, store reaktorer. Det vil være lettest at bryde igennem, hvis der iværksættes en større statslig plan for at udbygge SMR og sikre økonomien gennem statsstøtte.

Der findes meget små udgaver af faststofreaktorer (såkaldte mikroreaktorer), som bl.a. bruges i militære ubåde. De anvender højt beriget uran for at kunne medbringe så megen energi på så lidt plads som muligt. Det betyder dog også, at de ikke umiddelbart kan kopieres til civil brug.

Særtilfælde, hvor atomkraft er oplagt – eller mindre oplagt

I en række tilfælde vil det være svært at forsyne millionbyer med vedvarende energi, som følge af det store areal, der skal bruges til solcelle- eller vindmølleparker. Arealet vil konkurrere med anden infrastruktur og bebyggelse samt fødevareproduktion, ønsker om naturbevarelse/genopretning og evt. naturlige begrænsninger i terrænet.

Atomkraft har også været fremhævet som det eneste mulige alternativ til fossil energi i de områder i Sydøstasien, der rammes af monsuner. Dog er det muligt, at sol- og vindteknologierne kan udvikles, så de er modstandsdygtige overfor denne vejrtype og derfor får et større potentiale i Sydøstasien, end tilfældet er i dag.

Hvis vi i fremtiden vil etablere baser på Mars og andre planeter eller udforske fjernere dele af verdensrummet, er det svært at forestille sig dette uden brug af atomkraft.

Apropos rumfart: Der findes allerede atomdrevne rumsonder. De anvender ikke reaktorer men såkaldte radioisotopiske motorer, hvor radioaktiv stråling bruges til at frembringe en meget lille men også meget stabil mængde elektricitet.

Andre særtilfælde, hvor atomkraft er oplagt, er atomubåde, hangarskibe og særligt kraftige isbrydere.

Atomenergi har også været foreslået som drivmiddel i container- og andre fragtskibe, som alternativ til fossile brændstoffer eller dyr power-to-X, men det har sine egne udfordringer. Etvæsentligt problem er, at havne, der tager imod atomdrevne skibe, skal have særlige sikkerhedsforanstaltninger og være forberedt på mulige brande i skibe med radioaktive materialer. Det begrænser, hvor mange steder skibene kan sejle hen. Et andet argument mod atomdreven skibstrafik er risikoen for radioaktiv forurening af verdenshavene, da det ikke kan undgås, at en vis andel af skibene vil forlise.

Tjernobyls rolle i debatten

Katastrofen på atomkraftværket Tjernobyl i 1986 bliver tit inddraget i debatter om sikkerhed ved atomkraft generelt. Det kan umiddelbart virke sært, da omstændighederne var meget anderledes end ved atomkraft andre steder i verden:

– kraftværket i Tjernobyl var udstyret med fire sovjetiske RBMK-reaktorer, som var svære at styre ved opstart og nedlukning, indeholdt brandbar grafit og var kølet med vand, som ved meget høje temperaturer kan spaltes i brint og ilt og derved risikerer at eksplodere.

– reaktorbygningerne havde ikke den betonkappe, som normalt bruges til andre reaktortyper og som netop skal hindre radioaktive udslip ved ulykker.

– flere af de ansvarlige ansatte manglede viden og erfaring. De så bort fra flere sikkerhedsprocedurer, da de udsatte kraftværkets fjerde reaktor for den sikkerhedstest, som fik reaktoren til at overophede og eksplodere.

– det sovjetiske samfund gjorde ikke meget ud af sikkerhed eller vidensdeling om mulige problemer på atomkraftværker.

Når Tjernobyl alligevel fylder så meget i debatten, er der to oplagte årsager: Dels at medier og debattører i den offentlige debat traditionelt har været dårlige til at skelne mellem forskellige typer af atomkraft. Dels at Tjernobyl kan kobles sammen med en videnskabelig uenighed om den såkaldte Linear No-Treshold-model.

Linear No-Treshold er en omdiskuteret model til at beregne skader fra bl.a. radioaktivitet. Den antager, at der er en lineær sammenhæng mellem øget stråling og skadesvirkninger, og at der ikke findes nogen nedre grænse for, hvornår ekstra bestråling reelt er uskadelig. Dette står i modsætning til den ældre ”sikker grænse”-model, som antager, at der findes en nedre grænse for, hvornår radioaktiv stråling er sundhedsskadelig. I praksis er der fornuftige argumenter for både LNT-modellen og ”sikker grænse”-modellen og der findes endnu ingen konsensus på området. To andre hypoteser går ud på, at små doser af stråling enten er direkte sundt eller ekstraordinært farligt, men de har færre tilhængere.

Ikke desto insisterer nogle debattører på, at én model er den objektive sandhed og at de andre er modbevist for længst. Her kommer Tjernobyl ind i billedet: Hvis man kan ”bevise”, at antallet af ofre for stråling fra Tjernobyl er lavt, må det betyde, at risikoen ved radioaktivitet og dermed atomkraft generelt er overdrevet. Hvis man kan ”bevise”, at antallet af ofre er højt, betyder det, at radioaktivitet må være farligt, selv i små doser. Og det kan så bruges som argument imod atomkraft generelt.

Problemet er i begge tilfælde, at det typisk er umuligt at afgøre, om et givet tilfælde af kræft skyldes radioaktivitet eller andre ting. En undtagelse er skjoldbruskkirtelkræft, som kan forårsages af radioaktivt jod-131. Normalt er tilfælde af denne kræfttype så sjældne, at det statistisk er let at opdage, hvis et radioaktivt udslip fører til et forøget antal.

Der er enighed om, at ulykken på Tjernobyl førte til 30-50 dødsfald i de første uger, især i form af strålesyge hos de brandmænd, der var med til at slukke brandene ved kraftværket.

Til gengæld findes der vidt forskellige bud på antallet af ekstra kræfttilfælde som følge af Tjernobyl. Her er fire af de mest kendte eksempler:

FN’s The Chernobyl Forum vurderede i 2006, at ulykken ville føre til 5.000 tilfælde af skjoldbruskkirtelkræft samt 4.000-9.000 ekstra dødsfald som følge af kræft i det hele taget. (Health Effects of the Chernobyl Accident and Special Health Care Programmes.) Dette er bl.a. baseret på LNT-modellen, kombineret med målinger af niveauet af radioaktivitet i forskellige områder i Ukraine, Rusland og Belarus. The Chernobyl Forum hævder, at deres vurdering er udtryk for en konsensus blandt en række FN-institutioner, heriblandt FN’s strålingskomité UNSCEAR.

TORCH (The Other Report on Chernobyl) er en rapport bestilt af den grønne gruppe i Europa-Parlamentet og udarbejdet af dr. Ian Fairlie i 2006. Den vurderer, at antallet af ekstra dødsfald som følge af kræft er 30.000-60.000, alt efter den valgte risikofaktor. De er dog alle baseret på en antagelse om forholdsvist høj risiko ved stråling i lave doser. Dertil kommer 18.000 til 66.000 ekstra tilfælde af skjoldbruskkirtelkræft i Belarus alene, alt efter den valgte risikofaktor.

UNSCEAR vurderede i 2008, at ulykken førte til 5.000 tilfælde af skjoldbruskkirtelkræft, men at der ikke var tegn på andre kræfttilfælde eller helbredsproblemer som følge af stråling fra ulykken, bortset fra de ca. 30 brandmænd, som var de eneste dødsofre. (Sources and Effects of Ionizing Radiation.) UNSCEAR har brugt de samme målinger som The Chernobyl Forum, men havde tilsluttet sig ”sikker grænse”-modellen, da komitéen udgav rapporten.

Chernobyl. Consequences of the Catastrophe for People and the Environment er en rapport, udarbejdet af tre russiske læger ved navn Alexey Yablokov, Vassily Nesterenko and Alexey Nesterenko. Den er udgivet af The New York Academy of Sciences i 2009. Her vurderes det, at antallet af dødsfald er hele 985.000 – hvis man betragter enhver radioaktiv partikel fra udslippet som potentielt dødelig og medregner alle mennesker, der har været udsat for ekstra radioaktivitet fra Tjernobyl, også i Nordamerika. Problemet med denne tilgang er, at antallet er umuligt at be- eller afkræfte. Det kan ikke spores i kræftstatistikkerne eller på anden måde undersøges empirisk.

Mange tilhængere af ”atomkraft generelt” henviser sommetider til The Chernobyl Forum og sommetider til UNSCEAR’s rapport som udtryk for ”den videnskabelige konsensus”. Typisk henviser modstandere af ”atomkraft generelt” i stedet til de alternative NGO-rapporter.

Alle rapporterne baserer antallet af dødsfald på teoretiske modeller. NGO-rapporterne opremser et stort antal empirisk baserede studier og artikler – i nogle tilfælde også mindre relevante kilder – men deres beregninger af samlede dødstal og kræfttilfælde er kun i ringe grad koblet til denne empiri. Samtidig forholder The Chernobyl Forum og UNSCEAR sig stort set ikke til f.eks. lokale lægers rapporter om mulige tilfælde af strålesyge i de områder, der blev ramt af radioaktivt nedfald fra Tjernobyl.

Ca. 600.000 personer fra alle dele af Sovjetunionen fik status som ”likvidatorer”, dvs. opryddere efter ulykken i større eller mindre omfang. Mange af dem arbejdede i meget kort tid pr. person (timer eller dage) men var til gengæld udsat for en høj mængde stråling. I 1990’erne udbetalte Ukraines regering penge til 35.000 enker til afdøde likvidatorer. De kan være døde af kræft som følge af arbejdet men også af andre årsager. Omvendt omfatter tallet ikke børn og unge i Ukraine eller personer i Rusland – eller Belarus, der blev hårdest ramt af radioaktivt nedfald.

Sovjetunionens sammenbrud i 1991 og de mislykkede økonomiske reformer i 1990’erne bidrager til at gøre sagen indviklet: De mange problemer førte til et kraftigt fald i folkesundheden, øget alkoholisme og andre faktorer, der får et evt. øget antal kræft- og andre sygdomstilfælde som følge af Tjernobyl til at drukne i statistikken efter perioden 1986-1991.

Derudover handler Tjernobyl ikke kun om dødsfald, men også om økonomiske omkostninger ved oprensningen af store områder og udgifter til at opføre to sarkofager omkring den ødelagte reaktorbygning, psykologiske og andre menneskelige konsekvenser af at 100.000-vis af mennesker blev evakueret, naturødelæggelser, destruktion af afgrøder og aflivning af dyr.

Nogle debattører fremhæver, at området omkring Tjernobyl er blevet et blomstrende naturområde, og bruger det som argument for, at selv de værste atomulykker ikke er så slemme endda. Det er sandt, at der er masser af vild natur omkring Tjernobyl – den vil normalt brede sig overalt, hvor mennesker forlader et område permanent – men der er stor faglig uenighed om, hvor store skader naturen har fået og hvor modstandsdygtige forskellige dyre- og plantearter er overfor stråling.

Fusionsenergi

Der skal mere energi til at holde sammen på to brintatomer end på ét heliumatom. I Solen og andre stjerner gør den store tyngdekraft, at nye brintatomer løbende presses så meget sammen, at de omdannes til heliumatomer og herved frigiver deres overskydende energi. Stjernernes strøm af fusionsprocesser kan finde sted i mange millioner eller milliarder af år, før brinten er brugt op. Hvis man skal skabe kunstig fusionsenergi, f.eks. på Jorden eller andre planeter, kan denne metode ikke bruges. Til gengæld findes der to andre:

Man kan enten opvarme tunge brintatomer (deuterium og tritium) så meget, at atomerne i første omgang bliver til plasma (hvor elektronerne har løsrevet sig helt fra atomkernerne) og kernerne dernæst smelter sammen.

Eller man kan udsætte tunge brintatomer for så kraftig stråling (f.eks. med laser- eller røntgenstråler) fra alle sider, at kernerne kommer så tæt på hinanden, at de ligeledes smelter sammen.

En fjerde og meget spekulativ mulighed, ”kold fusion”, fik stor medieomtale i 1989. Her hævdede et par amerikanske forskere at have fået brintatomer til at fusionere med forholdsvist simple virkemidler og ved stuetemperatur. Det har dog aldrig været muligt at gentage eksperimentet med succes eller på anden måde demonstrere, at ”kold fusion” kan bruges som energikilde i virkeligheden. Til gengæld lever ideen om ”kold fusion” videre i science fiction, visse typer af new age og diverse konspirationsteorier.

Det europæiske Atomenergisamarbejde – Euratom – blev dannet i 1957. Det var sammen med Kul- og Stålunionen og Fællesmarkedet en af grundstenene i EF og er videreført i EU. Euratoms oprindelige formål var at fremme atomkraft i EF/EU, men som følge af pres fra medlemslande uden interesse for atomkraft har samarbejdet skiftet fokus med tiden. I dag går størstedelen af Euratoms årlige budget på ca. 11 mia. kr. til forskning i fusionsenergi. Danmark bidrager med 200 mio. kr. Pengene går især til forsøgsreaktoren ITER i Sydfrankrig, som har været under opførelse i flere årtier. Udover EU deltager USA, Kina, Indien, Japan, Sydkorea og Rusland i projektet. Der findes også andre og mindre forsøgsreaktorer til fusionsenergi rundt omkring i verden.

To forskellige modpoler optræder ofte i debatten om fusionsenergi:

1) ”Fusionsenergi er klar om 30 år og vil altid være det”. Dette udsagn virker meget pessimistisk. Det lader til at bygge på overoptimistiske forudsigelser fra 1960’erne om, at kommercielle fusionsværker nok ville blive udbredt i 1990’erne. Forsøgsreaktorer som JET i Storbritannien har flere gange demonstreret, at det faktisk er muligt at få tunge brintatomer til at fusionere. Men processen kræver høje temperaturer på mellem 100 og 200 mio. grader. Indtil videre har det krævet mere energi at frembringe fusionen, end den selv frigiver.

Endnu en stor udfordring for fusionsenergi er at sikre den politiske vilje til at finansiere forskningsprogrammer over flere generationer.

2) ”Når fusionsenergi først er udviklet, vil den kunne erstatte alle andre energikilder”. Dette udsagn virker omvendt meget optimistisk, da fusionsenergi fungerer helt anderledes end fission. Fissionsenergi giver en ensartet mængde varme og fungerer bedst, hvis man starter en reaktor og lader den køre med en jævn produktion. Kontrolleret fusionsenergi er derimod ikke en kædereaktion men en proces, der finder sted et kort øjeblik, hvorefter reaktoren skal genstartes. Derfor vil produktionen i de færdige fusionsreaktorer næppe være ensartet men snarere svinge op og ned, selvom det vil kunne forudsiges præcist, hvornår den finder sted. På den måde vil fusion være bedre egnet til f.eks. power-to-X end produktion til elnettet. Det er endnu umuligt at forudse, om og hvordan økonomien i en fusionsreaktor vil hænge sammen.

Uanset hvad ligger kommerciel fusionsenergi længere ude i fremtiden end saltreaktorer. Måske omkring slutningen af det 21. århundrede?

Udvalgte tekster om atomkraft

Bennett, Burton; Michael Repacholi og Zhanat Carr (red.): Health Effects of the Chernobyl Accident and Special Health Care Programmes. Report of the UN Chernobyl Forum Expert Group “Health”. World Health Organization, 2006.

Bricker, Mindy Kay (red.): The Fukushima Daiichi Nuclear Power Station Disaster. Investigation the Myth and Reality. By the Independent Investigation Commission on the Fukushima Nuclear Accident. Routledge 2014.

Chen, Francis F.: An Indispensable Truth: How Fusion Power Can Save the Planet. Springer 2011.

Danielsen, Oluf: Atomkraften under pres. Dansk debat om atomkraft 1974-85. Roskilde Universitetsforlag, 2006.

Fairlie, Ian and David Sumner: The Other Report on Chernobyl (TORCH). An independent Scientific Evaluation of Health and Environmental Effects 20 Years after the Nuclear Disaster providing Critical Analysis of a Recent Report by the International Atomic Energy Agency (IAEA) and the World Health Organisation (WHO). The Greens/EFA in the European Parliament, April 2006.

Higginbotham, Adam: Tjernobyl. Den ufortalte historie. People’s Press, 2019.

Kaarkoski, Miina: ‘Energiemix’ versus ‘Energiewende’. Competing Conceptualisations of Nuclear Energy Policy in the German Parliamentary Debates of 1991-2001. University of Jyväskylä 2016.

Mahaffey, James A.: Atomic Accidents. A History of Nuclear Meltdowns and Disasters. From the Ozark Mountains to Fukushima. Pegasus Books 2014.

Masson-Delmotte, V., P. Zhai, H.-O. Pörtner, D. Roberts, J. Skea, P.R. Shukla, A. Pirani, W. Moufouma-Okia, C. Péan, R. Pidcock, S. Connors, J.B.R. Matthews, Y. Chen, X. Zhou, M.I. Gomis, E. Lonnoy, T. Maycock, M. Tignor, and T. Waterfield (red.): IPCC, 2018: Global Warming of 1.5°C. An IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C above pre-industrial levels and related global greenhouse gas emission pathways, in the context of strengthening the global response to the threat of climate change, sustainable development, and efforts to eradicate poverty. Cambridge University Press 2019.

Nuttall, W.J: Nuclear Renaissance. Technologies and Policies for the Future of Nuclear Power. Institute of Physics Publishing, 2005.

Petersen, Flemming: Atomalder uden kernekraft. Forsøget på at indføre atomkraft i Danmark 1954 – 1985 set i et internationalt perspektiv. Klim, 1996.

Price, R.; J.R. Blaise: “Nuclear fuel resources: Enough to last?”, NEA updates, NEA News 2002 – No. 20.2. OECD Nuclear Energy Agency 2002.

Roy, William R.: Radioactive Waste Management in the 21st Century. World Scientific Publishing Co. Pte. Ltd. 2021.

Thellufsen, J. Z., Lund, H., Mathiesen, B. V., Madsen, P. T., Østergaard, P. A., Nielsen, S., Sorknæs, P., Wenzel, H., Østergaard, J., Münster, M., Rosendal, M. B., Madsen, H., Morthorst, P. E., Sørensen, P. B., Andresen, G. B., Gøtske, E. K., Pedersen, T. T., & Victoria, M.: Fakta om Atomkraft i Danmark – Version 2: Input til en faktabaseret diskussion af fordele og ulemper ved atomkraft som en del af den grønne omstilling i Danmark. Aalborg Universitet 2023.

Toke, David, Geoffrey Chun-Fung Chen, Antony Froggatt & Richard Connolly: Nuclear Power in Stagnation – A Cultural Approach to Failed Expansion. Routledge 2021.

UNSCEAR : Sources and Effects of Ionizing Radiation. Report to the General Assembly with Scientific Annexes. Volume II. Scientific Annexes C, D and E. UNSCEAR 2008 (United Nations Scientific Committee on the Effects of Atomic Radiation). United Nations 2011.

van de Graaff, Shashi: Much Ado About Nothing? The Rhetoric and Reality of the Nuclear Renaissance. A thesis submitted for the degree of Doctor of Philosophy at The University of Queensland in 2016.

Walker, J. Samuel: Three Mile Island. A Nuclear Crisis in Historical Perspective. University of California Press, 2004.

Weinberg, Alvin: The First Nuclear Era. The Life & Times of a Technological Fixer. New York: American Institute of Physics, 1994.

Yablokov, Alexey V., Vassily B. Nesterenko and Alexey V. Nesterenko: Chernobyl. Consequences of the Catastrophe for People and the Environment. The New York Academy of Sciences, Volume 1181, 2009.

Zohuri, Bahman: Molten Salt Reactors and Integrated Molten Salt Reactors. Integrated Power Conversion. Academic Press 2021.